Om mig

Jeg hedder Janneke og er født og opvokset i en lille landsby der hedder Loopstedt i Sydslesvig. Mine forældre valgte at sende mig i dansk børnehave og skole og derfor er jeg blevet en del af det danske mindretal i Sydslesvig.

Jeg blev temmelig skoletræt i 9. årgang og derfor besluttede jeg at tage et år på Kastanievej efterskole i København. Min ungdom var ret kaotisk, voldsom og rebellisk og det var godt at komme hjemmefra. Efter efterskolen besluttede jeg mig dog for at fortsætte på gymnasiet men flyttede til Flensborg og i min første egen lejlighed med 16 år.

På efterskolen var jeg for alvor gået i gang med at skrive og spille musik og jeg fandt hurtigt et band som jeg også udgav en plade med i 2005. Hvis du er interesseret så ligger den på Spotify “Anker Herz und Taube”. Den er på tysk.

Jeg afsluttede gymnasiet med en meget fin studentereksamen og søgte ind på Muthesius Kunsthøjskolen i Kiel. Jeg bestod optagelsesprøverne og gik i gang med at læse til “Kunsterzieher”. Efter fire år i bl.a. medieklassen med fokus på nye medier og fotografi afsluttede jeg min mellemeksamen. Jeg læste også til dansklærer på Universitet i Kiel ved siden af. I løbet af årene savnede jeg dog mere og mere det danske sprog og derfor besluttede jeg at droppe ud og starte på UCsyd og læse til folkeskolelærer.

Det med at lave musik gik mere og mere i stå og det var der flere grunde til. En af dem var at jeg er mere hjemme i singer-songwriter afdelingen og ikke rigtig følte at jeg kunne stå bag bandets profil. En anden var, at min far blev alvorlig syg året jeg tog min studentereksamen. Vi kæmpede sammen mod kræften i fem år og det var meget hårdt. Jeg har altid haft et meget tæt bånd til min far. Hans død i 2009 efterlod mig på randen til en depression. Jeg kæmpede mig ud af den med yoga og musik og fødte min datter Ida i 2011. Hendes fødsel var traumatisk og det slog mig ud at det at føde et barn kunne være så skræmmende og livsbekræftende på samme tid.

Ved siden af studiet arbejdede jeg som dansklærer indenfor voksenundervisning på bl.a. Højskolen Østersø i Åbenraa og som vikar på danske skoler i Sydslesvig. Jeg afsluttede faget dansk på Ucsyd og valgte at gå i kamp med musik som andet fag. Det var en udfordring at skulle lære at spille klaver, men det var dejligt at have musikken i mit liv igen.

Privat gik det desværre ikke særlig godt. Jeg mistede et barn i 10. uge. Igen kom stor sorg i mit liv. Jeg valgte at gå fra Idas far i sommeren 2013. Det var en meget svær beslutning, men den rigtige for mig og mit liv. Jeg flyttede tilbage til Loopstedt i min fars gamle lejlighed. Min mor boede nedenunder og hun hjalp mig på benene igen.

Jeg valgte at læse til specialpædagogik som tredie fag og der mødte jeg Anders som jeg senere blev gift med. Vi havde faktisk læst til musik sammen året før, men aldrig rigtig snakket sammen. Nu snakkede vi rigtig meget sammen og jeg forelskede mig. Det havde jeg ikke haft planer om, men sådan skete det. Jeg skrev min bachelor mens jeg var gravid med vores første barn og bestod eksamen kort tid inden Maltes fødsel. Nu var jeg pludselig folkeskolelærer, mor til to og gift.

Da Malte fyldte seks måneder begyndte jeg at arbejde hos den Danske kirke i Sydslesvig, nærmere sagt i Slesvig og Omegns danske menighed. Her tilbød jeg mødregrupper på dansk og De smås Atelier, hvilket er kunstkurser for børn. Jeg blev meget glad for arbejdet og har arbejdet der indtil jeg i marts i år fik barn nummer tre og er på barsel igen.

Jeg har altid godt kunne lide at skrive, var det i skolen, til Flensborg Avis’ ungdomssider eller digte og sange. Jeg føler at jeg privat har fundet alt det jeg nogensinde har drømt om. En dejlig mand, dejlige børn og et helt fantastisk hus med stor grund ude på landet. Jeg er ikke bymenneske, jeg har brug for natur og ro omkring mig. Vi har meget at se til i haven allerede nu, men alligevel vil jeg gerne dyrke frugt og grønt i højbede og drivhus. Jeg vil bygge en legeplads for børnene der er naturnær og byder på oplevelser og udfordringer. Jeg vil indrette og udbygge vores hus så der er plads til alles drømme. Jeg vil indrette min arbejdslads ude i vores cirkusvogn så jeg har mit helt eget sted. Der er nok at gå i gang med.

I 2014 begyndte jeg at læse om sensitivitet og der fandt jeg endelig svar på hvorfor jeg hele mit liv havde følt mig anderledes end de andre. Jeg besluttede at blive bedre til at passe på mig, og lære at sige nej og vælge fra. Det betød også at vælge mennesker fra der kaldte sig venner og familie men ikke var det. Det var ikke let, men godt. Med den viden jeg har i dag har jeg fået det bedre med mig selv på mange punkter.

Jeg går og drømmer om mange ting når der er tid. Først og fremmest drømmer jeg om at kunne arbejde og tjene penge med det jeg brænder for. Hvad det helt nøjagtigt er og hvordan det måske kan lade sig gøre prøver jeg at finde ud af. Jeg drømmer også om at kunne indspille mine sange på CD sådan som jeg vil have at de skal lyde. Og jeg drømmer om at skrive børne- og ungdomsbøger. Jeg drømmer om at udgive et pigeblad der ikke er propfyldt med forkerte skønhedsidealer og der reducerer unge piger til et produkt der måles og vejes i deres sexyness. Kvinder er seje, vi er nød til at finde sammen og forandre verden!

Alt dette kan du læse om på denne blog.

016