Du behøver kun at lære dine børn tre ting

Jeg er overbevist om at forældre kun skal lære deres børn tre ting:

1. Pas på hinanden

2. Sig undskyld

3. Tilgiv

At passe på hinanden

Når vi passer på hinanden øver vi os i empati. Vi respekterer hinandens grænser og vi tager omsorg for hinanden. Det kan være i leg, det kan være i institutioner, det kan være ude i byen eller hjemme. Når vi ikke er alene og ikke kun skal forholde os til os selv, så bliver vi nød til at indgå et samarbejde med dem omkring os så helheden kan fungere. Vi overskrider ikke andres grænser, vi ødelægger ikke andres ting, vi lytter til alles behov og finder en løsning sammen.

I forhold til børn betyder det at vi lærer dem at det er godt at have et stærkt jeg, men der er også et vi. Et vi har større betydning end et jeg når det gælder om at være sammen. Alle er forskellige og det er godt, fordi hvert barn er værdifuldt på dets helt egen måde. Men når vi vil være sammen så må der være plads til alle. Og det kan betyde at et barn der er meget dominant skal lære at holde sig tilbage og øve sig i at lytte til andre. Et barn der er stille og tilbageholdende skal derimod lære at dets mening også er vigtigt og skal gives til udtryk. Når vi passer på hinanden så lærer vi vores børn demokrati og retfærdighed. Det lytter til andre, det prøver at finde løsninger sammen med de andre, det lukker ikke nogen ude, det prøver at forstå hvorfor en anden kan have en mening der afviger fra dets egen, der udøver ikke vold, det celebrer forskellighed og så videre.

At sige undskyld

Også hvis vi gerne vil, vi kan ikke altid holde os til punkt 1. Vi skal lære og er i konstant udvikling. Vi kommer til at såre, ødelægge, gøre ondt, overskride grænser, være en dårlig ven og mange andre ting i løbet af vores liv. Som barn og som voksen. Men vi skal sige undskyld. Det kan være svært, ja nogen gange føles det umuligt. Men det er et meget vigtigt skridt. Det betyder nemlig at vi har indset at vi gjorde noget forkert. Og dermed har vi en chance for at gøre det anderledes næste gang. Der er det lille undskyld og det store undskyld. Det lille undskyld er forhåbentlig det vi bruger mest og det er det jeg mener her i forhold til hvad børn burde lære. Børn skal lære hvornår deres adfærd har været forkert. Tit kan de se det umiddelbart fordi en aktion jo nu engang resulterer i en reaktion. Hvis barnets handling udløser en negativ reaktion, så burde barnet (alt efter alder) hjælpes til at forstå hvorfor. Hvis barnet forstår hvorfor det andet barn/de andre børn blev kede af det eller sure, så kan det knytte det sammen og lærer i løbet af tiden at udvikle andre handlingsmønstre. Hvis barnet ikke selv er i stand til at reflektere over sin egen handling kan det heller ikke sige undskyld. Derfor må vi som voksen hjælpe barnet på vej. Der er konflikter som også små børn fint selv kan klare, men det indebærer at dem der er med i konflikten er nogenlunde jævnbyrdige. Hvis det ikke er tilfældet så kan børnene ikke selv finde en god løsning og en voksen eller et ældre barn burde gribe ind og lede dem på rette vej.

At tilgive

Det lille undskyld er det der gælder når skovlen landede på hovedet, når chokoladebarren blev taget uden at spørge, når man er kommet for sent osv. Det er de små dramaer i hverdagen som især børnefamilier og institutioner kender en masse til. Her nytter det ikke at være sur en hel dag og det skader i sidste ende også barnet selv. Så når der oprigtigt er blevet sagt undskyld, så burde man kunne tilgive og konflikten er overstået. Vi har sikkert alle oplevet børn, måske vores børn der igen og igen startede på at fortælle om den samme konflikt i løbet af dagen, ja endda over flere dage i træk. Her er det så vigtigt at snakke om og finde ud af hvorfor barnet ikke kan give slip på konflikten. Er den måske alligevel ikke afklaret eller stadig uforståelig? Føler barnet sig uretfærdigt behandlet? Vi skal hjælpe barnet med at afslutte konflikten lige meget om han har været udløseren eller offeret. Måske kræver det endnu en snak i institutionen eller sammen i familien. Det kan måske virke ubetydelig for os, men alligevel kan det have stor betydning for barnet at det bliver set og hørt (punkt 1).

Det store undskyld kan være sværere at tilgive. Det kan være dybe krænkelser, svigt eller vold. Jeg tror mange af os kender denne form af undskyld-tilgivelse fra vores forældre. De har måske svigtet os som barn og mange år senere undskyldt. Vi har ikke været i stand til at tilgive med det samme, men efter nogle år eller måske årtier er vi så i stand til at tilgive. Måske efter at vi selv er blevet forældre. Og så kan man se fremad derfra.

Krænkelser der har overskredet vores eller også et barns grænser for voldsomt, behøver ikke tilgives. Der er adfærd der ikke kan tilgives. Også dette burde vi lære vores børn.

Det er også ok at sige fra over for en kammerat (fx legebesøg) hvis barnet føler at det ikke kan rumme det. Derfor burde vi spørge barnet om det har lyst til en legeaftale inden vi aftaler noget. Ellers skaber vi frustrationer hos begge børn.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s