Når livet gør ondt #5

Dette bliver det femte indlæg jeg skriver om oplevelser der har rystet mig dybt i mit hjerte og sjæl. Du kan læse de andre når du klikker på kategorien “når livet gør ondt” på bloggen.

Jeg har en konvolut. Den  har min søster syet til mig. Det er en konvolut der er lavet af stof. I glade farver og med en knap til at lukke den. Den er ikke lavet til at blive sendt afsted. Den er lavet til at der kan ligge noget inde i den, beskyttet. Et minde.


Jeg har været gravid fire gange. Efter Ida og før Malte. Men jeg mistede barnet. Inden det skete drømte jeg et billede. Jeg holdt et blåt foster i mine blodige hænder. Og derfor vidste jeg bare at det ville ske. Det er sket før at jeg har drømt ting der er sket efterfølgende og denne her gang vidste jeg det også, sådan helt fra hjertet af. Graviditeten var heller ikke fyldt med glæde og det hele var “forkert” fordi mit forhold til faren allerede var meget meget ustabilt. Så måske var der en større mening i at dette barn ikke kom til verden. (?!) Det er der mange der har sagt til mig efterfølgende. Men uanset om rigtig/forkert/bedre så var det mit barn, et lille menneske med et bankende hjerte og jeg var meget meget ked af det.

Der er sikkert mange derude der har prøvet det. Lægerne siger jo altid til en, måske for at trøste selvom det er en mærkelig form for trøst, at hvert andet barn går af. Men jeg har ikke hørt mange tale om det. Det er et tabu. Eller måske er det bare svært at forstå for personer der ikke har oplevet det. Når barnet er så lille som mit var, ni uger, så taler de fleste ikke engang om et barn. Men når man først har set hjertet slå så synes jeg godt at man kan tale om et menneske. Desværre kunne jeg heller ikke dele min sorg med faderen. Han havde ikke rigtig forståelse for hvorfor jeg blev SÅ ked af det. Jeg kan huske at jeg brød sammen på køkkengulvet og lille Ida kom hen for at trøste mor. Jeg følte at jeg var helt alene med min sorg. Da min søster gav mig konvulutten brød jeg også ud i gråd. For jeg kunne mærke hvordan det var hendes forsøg på at hjælpe mig. Og det gjorde det. Hun blev gravid igen kort efter, og jeg kan huske at hun senere fortalte mig at hun var bange for at fortælle det. Men jeg var ikke sur og det gjorde mig heller ikke mere eller mindre trist. Jeg glædede mig for hende, selvfølgelig. Da jeg blev gravid med Malte var jeg frygtelig bange. Efter at have været hos min gynækolog som bare sagde “tja, med din forhistorie må vi nu hellere bare vente og se” og overhovedet ikke viste forståelse eller empati besluttede vi os for at skifte læge. Og det var den bedste beslutning som det viste sig. Jeg fandt en super dygtig læge der tog blodprøve hver tredje dag og ringede til mig for at meddele at alt var ok. Og han lyttede og frem for alt tog han mig alvorlig. Han mødte mig på øjenhøjde og med empati. Det skridt har jeg aldrig fortrudt.

 

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s