Når livet gør ondt #4

Dette bliver det fjerde indlæg jeg skriver om oplevelser der har rystet mig dybt i mit hjerte og sjæl. Du kan læse de andre når du klikker på kategorien “når livet gør ondt” på siden. 

Dette opslag handler om hvordan min ældste datter kom til verden. Jeg skriver ikke hvordan hun blev født, for det blev hun ikke. Hun blev hentet til verden af en kirurg der skar min mave op, rev mine muskler itu og åbnede min livmoder og hev min datter ud af mig og ind i verden. Dette er min oplevelse af mit første kejsersnit, min oplevelse af at være bundet fast til et operationsbord, bundet på håndleddene til min egen sikkerhed, ikke være bedøvet nok og kunne mærke hvordan mine mavemuskler bliver revet itu, blive grebet af panik fordi jeg var sikker på at dø lige nu og ikke have nogen der lytter til mig, tager mig alvorlig, hjælper mig. Kun læger og sygeplejesker der taler over mit hovede fordi de ved bedre. Dette er mit fødselstraume. 

Graviditeten forløb udmærket. Undtagen at babyen ikke gad at vende hovedet nedad. Jeg var meget bange for en naturlig fødsel og de dermed forbundne smerter. Sikkert på grund af min historie. Og som om babyen kunne mærke min angst så blev den siddende. Som en lille Buddha mens maven voksede. Jeg tog på sygehuset da der var åben hus på fødegangen. Jeg blev svimmel af at se på badekarret, det gule sterile gulv. Alt væmmedes i mig. Og Babyen blev siddende.  Jeg fik en tid på sygehuset for at snakke om et planlagt kejsersnit. Det lød heller ikke meget bedre. Jeg var bange. Det var som om at kunne vælge mellem lort og bræk. Men ud skulle baby jo. Min læge målte og regnede og sagde at jeg kunne være glad for at det blev kejsersnit fordi babyen efterhånden var temmelig stor. Jeg tænkte godt, det er godt at det bliver kejsersnit. 

Jeg skulle være på sygehuset meget tidligt om morgenen, eller var jeg der aftenen inden, jeg kan faktisk ikke huske det mere. Men jeg husker følelsen af at ville løbe derfra. Bare komme ud og langt væk. Jeg fik noget der skulle berolige mig og derefter fik jeg lagt et kateter op i mit urinrør. Det gjorde skide ondt og jordemoderen der gjorde det var uvenlig. Havde jeg ikke læst om alle de positive fødselsoplevelser med henrivende jordmødre og kvinder der fødte i vand, i hundestilling, dansende og med ord som bølger, tulipan og regnbue? Det var så langt væk lige nu. Min kæmpe mave lå pakket ind i en operationsskjorte, jeg fik en nål i armen og et kateter op i urinrøret. Jeg blev kørt igennem sygehuset ned i kælderen og inden jeg skulle opereres var der to mænd der flyttede mig over på operationssengen. Det var ydmygende. Jeg var jo nøgen og kæmpestor som en hval og sårbar. Og der lå jeg i neonlyset som et stykke kød på en slagterbænk. Inde på operationsstuen skulle narkosen lægges. Første sprøjte går i nærheden af rygmarven så selve rygmarvsbedøvelsen ikke gør så ondt mere. Efter at de havde sat rygmarvsbedøvelsen bliver man lagt ned og de tester om man er blevet følelsesløs i nedre kropshalvdel så de kan gå i gang. Efterhånden er der en del mennesker i rummet, ingen har sagt Hej til mig eller hvad de hedder eller laver. Ingen tager sig virkelig af mig. De tester bedøvelsen med noget koldt. Ja, på venstre side kan jeg stadig mærke noget siger jeg. Jeg kan mærke at de bliver overrasket. “Det kan ikke passe, vi går i gang.” Siger en mand forenden af sengen bag det lille forhæng de har spændt over mit bryst så jeg ikke kan se hvad de laver. Men jeg kan jo mærke det, siger jeg igen. Ingen reagerer. Og de går i gang. Det er kun den venstre side jeg kan mærke, og det gør ondt. Jeg skriger. De sprøjter noget i min arm. Jeg bliver svimmel. Så river han mine muskler over. Jeg glemmer aldrig den smerte. Jeg tror at jeg skal dø. Jeg skriger om hjælp men jeg er helt sløv i mit hovede og min stemme. Apparaterne begynder at bippe, folk bliver urolige omkring mig. “Hun har fået maks jeg kan ikke give hende mere!” Hører jeg en der siger. Jeg er så bange, føler hvordan der er hænder der roder i min mave. “Intuber!!” Råber lægen. Jeg får en maske over mund og næse, alt bliver sort. 

Jeg vågner af den dejligste, længste søvn jeg føler jeg nogensinde har haft. Hvor er jeg? Jeg prøver at se mig omkring, ser et ur. Sort. 

Igen lys og et ur. Kvalme, jeg kaster op. Smerter i min mave. Min mave. Hvad er der sket. Sort. 

Åbner øjnene igen. Ser til venstre. Der ligger en dame i sengen. Hospital. Jeg ser på uret, viserne drejer frem og tilbage. Hallo? Siger jeg. En sygeplejeske ser hen imod mig og vender ryggen til. Jeg ser ned på min mave. Den er væk. Min mave, min baby! Min baby! Hvor er min baby? Hvor er min baby råber jeg. Jeg græder, bliver hysterisk. Jeg får en sprøjte, sort. 

Uret. Er der gået timer eller minutter. Hvor er min baby? Er den rask? Er det en dreng eller pige? Hallo? Åhr så hjælp mig dog. Så tal dog til mig. En sygeplerske svarer mig, jeg har en datter og hun er sund. Så snart jeg er stabil nok kan jeg komme op på fødegangen og se hende. Jeg har det fint, græder jeg. Jeg vil se min baby. Jeg skal berolige mig, får jeg at vide. Prøv at sove lidt, siger de. Min datter blev hentet til verden 8:35, jeg får først lov til at se hende tre timer senere. 

Helt ærligt hvordan skal man som mor berolige sig i sådan en situation. Hvorfor er der fremmede der har lov til at bestemme over om jeg må se mit barn? Denne smerte og længsel jeg havde mens jeg ventede på at jeg skulle få lov til at se mit barn, var værre end det jeg havde været udsat for under operationen. Eller måske flød det sammen til et. Men det er det værste jeg nogensinde har oplevet. Smerten gik ud over en kropslig smerte, den var eksistentiel. Om denne start var med til at jeg havde problemer med at få amningen til at køre rundt, eller om den var med til at det var umuligt for mig at aflevere min datter til nogen, selv til hendes far, for der åbnede sig med det samme den samme følelse af længsel og smerte og angst at jeg ikke kunne holde det ud, det ved jeg ikke. Men jeg vågnede flere uger efterfølgende hver nat af mareridt, skrigende og svedende, jeg oplevede smerten igen og igen og jeg blev bange for at falde i søvn. Heldigvis er kroppen eller psyken et fænomen hvad der angår smerter under fødslen. Den lader os glemme. De positive oplevelser sammen med min lille datter og billederne af hendes fuldendte skønne væsen fik rædslen og smerten til at blegne, lidt efter lidt. Jeg prøvede at tale med fødeafdelingen på sygehuset, men de sagde at jeg vistnok kun havde været en hysterisk førstegangsfødende. 

Men jeg har født to børn mere. Desværre blev det også kejsersnit. Jeg tog på et andet sygehus. Narkoselægen ved barn nr. 2 troede på min fortælling og kirurgen som også er min nuværende gynækolog kender mig og min historie. Narkoselægen sprøjtede ekstra meget bedøvelse i og jeg havde virkelig ingen smerter under operationen. Men som i måske kan forestille jer, så ville jeg under ingen omstændigheder få kejsersnit igen. Da min søns hjertetoner blev dårlige i uge 42 var der dog ingen vej udenom. Jeg flippede fuldstændig. Det tog dem tre timer til at overtale mig. Ved barn nr. 3 blev det så automatisk kejsersnit. En ny narkoselæge der desværre ikke troede på mig. Og igen kunne jeg mærke noget på venstre side. Jeg kunne mærke hvert eneste sting. Selv jordemoderen kiggede bag tæppet og måtte indse at jeg talte sandt. Også denne gang var mit kredsløb ved at kollapse, men jeg holdt igennem. Jeg gjorde det for min datter. For at hun efterfølgende med det samme kunne lægges op på min bryst og blive ammet inde på operationsstuen. For at jeg kunne se hende med det samme og vide at dette barn er blevet hentet op af min mave. Jeg var med, jeg var tilstede. Og jeg blev steriliseret samtidig. For jeg skal aldrig mere, aldrig, aldrig mere have kejsersnit. Aldrig mere føle mig så udsat og sårbar. Hvorfor er der mennesker der ikke tror på en når man siger at man har smerter? Hvorfor i hele verden skulle jeg opfinde det i sådan en situation? Med hvilket formål? Har i oplevet lignende? Hvis jeg nu ikke havde oplevet det en efterfølgende gang, så ville jeg måske selv havde troet på teorien om at jeg kun var hysterisk. Men det står i min sidste operationsprotokol. Jeg er ikke hysterisk. Jeg kan tro og stole på mine følelser. Og det er vigtigt for mig at det blev anerkendt.

One thought on “Når livet gør ondt #4

  1. Hej Janneke
    Hvor er det modigt at berette om sådan en voldsom oplevelse, jeg må sige at du er en sej dame. Jeg har ikke prøvet at få kejsesnit, har været så heldigt at føde begge mine piger uden de store komplikationer. Dog sad den store pige fast, og hendes hjerte holdt op med at slå et øjeblik, da hun kom ud.
    Hun var helt skæv i hovedet, og jeg erfarede senere at hun har fået forskellige udfordringer rent motorisk, og at hun ikke udviklede sig så hurtigt som andre børn. Når det så er sagt er hun en sensitiv pige i dag, men hun kæmper med de ting der er svært, og nu skal hun i anden klasse på mandag, og hun glæder sig for hun elsker matematik og dansk, som hun har synes var spændede fra hun var en meget lille pige.
    Med hensyn til smerter i kroppen, har jeg også oplevede mange forskellige tilgange til den. Jeg er selv meget senitiv omkring det, og mærker enormt meget.

    Vh Mimi K

    Liked by 1 person

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s