Når livet gør ondt #3

Det var vinter 2004 at jeg var ude og gå tur med min mor. Vi gik langs med havnen og der lå sne der knirkede under vores fødder. Solen skinnede og himlen var blå. Jeg var midt i mine eksamener på gymnasiet og om et par måneder var jeg færdig med skolen. Da vi besluttede os for at vende om sagde min mor til mig:

“Din far er syg. Sådan alvorlig syg.”

Jeg blev forvirret. Jeg vidste godt at han havde haft ondt i ryggen et stykke tid. Meget ondt. At han fik lavet en del undersøgelser. Men det kunne vel helbredes. 

“Bliver han rask igen?” Spurgte jeg bange. 

Min mor tøvede:”Altså lægerne har sagt at hvis behandlingen slår an så kan han måske leve fem år endnu.”

Fem år???? Fem år??? 

“Og hvis ikke?”

“Så måske to.”

I sådan et øjeblik er der en masse tanker i hovedet og alligevel ingen. Mange spørgsmål med hvorfor, hvordan og hvad? Min far fik en sjælden kræftsygdom der kaldes Myelomatose. Det er en knoglemarvskræft. Jeg ved ikke hvorfor han blev ramt af den, men han kæmpede. Og det forandrede mit unge liv. Det forandrede de beslutninger jeg tog omkring min fremtid. Jeg ville ikke flytte for langt væk, for han havde brug for mig. Jeg kørte ham til kemo og dialyse, handlede ind og gjorde rent. I starten var det hovedsaglig min søster, men til sidst var det mest mig. Mig og min far vi har altid haft et tæt bånd. Han valgte mig som den der skulle handle på hans vegne hvis han blev ude af stand til det. Og det blev han. Jeg var 24 da jeg skrev under på at han skulle hentes hjem fra hospitalet for at dø hjemme. Ingen drop og ingen mavesonde. Det var mig der satte morfinplastre på hans arm, mig der tømmede og skiftede kateteret der sad i hans navle. Det var mig der skulle gå hjem den sidste nat, så han kunne dø. Jeg kunne ikke give slip på ham. 

Jeg ringer til hans bedste venner, til hans bedste veninde, til min bror. Kom nu, ellers er det for sent. Kom og sig farvel. De fleste kommer. Dagen efter kan han ikke stå op mere, dagen efter kan han ikke tale mere. Vi står i stuen. Overalt er der billeder og dimslidutter med sommerfugle på. Den betød meget for min far. Sommerfuglen som symbol.  Det er Oktober. Ikke endnu en vinter havde han sagt. Jeg kan ikke mere, havde han sagt. Pillerne gør at jeg ikke kan tænke mere, de forandrer mig. Fortvivlelse. Hvis jeg dog bare kunne hjælpe ham. Hvis jeg nu bare kunne hele ham. Jeg er noget specielt, havde han altid sagt. Hvorfor har jeg så ikke magten til at kunne helbrede ham?  En sommerfugl flyver igennem stuen. Så i det? Spørger jeg de andre. Ja, siger de forundret. Sommerfuglen flyver rundt i stuen og ind på min fars værelse. Jeg følger efter. Den flyver omkring hans hovede og sætter sig på hans læber. Efter et øjeblik flyver den op igen og sætter sig på væggen over min fars seng. Næste dag er den forsvundet. Natten efter dør min far. Dette er sket.

Jeg fungerede som en robot. Begravelse, rydde lejligheden, testament. Jeg var bedøvet af smerten. Det føles så uvirkelig. Det kan ikke være sandt. Stadig i dag drømmer jeg af og til at han vender hjem. Når jeg ser ældre mænd med samme kropsholdning på cykel tænker jeg et kort sekund at det er ham. Nogle gange kommer smerten rullende, så græder jeg pludselig. Oftest når jeg kører bil. Det brænder i mit bryst og jeg har lyst til at skrige. Løbe ud på marken og råbe og skrige og bande. Jeg er vred. Jeg er vred på ham fordi vi ikke fik tid til at løse de konflikter som jeg først har forstået senere. Efter at jeg var blevet voksen. Efter at jeg var blevet mor. Og mest af alt savner jeg ham. Hans hænder og hans stemme og hans duft. Jeg har fået tre børn ville jeg gerne fortælle ham. Jeg er blevet gift med en fantastisk mand der er god ved mig, ville jeg gerne fortælle ham. Jeg har afsluttet min uddannelse, jeg har købt et fantastisk hus, jeg har lært så meget om livet og mig selv. Jeg håber at jeg en dag møder ham igen. Og at vi så har tid til at snakke om alle de her ting. 

Jeg tror ikke at det er slemt at dø. Det at blive tilbage er meget værre. 

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s