I kamp med den indre vrede

I går holdt Ida sin børnefødselsdag. Desværre begyndte det at regne rigtig meget. Børnene var lige i gang med skattejagt som min mor havde forberedt. Jeg havde planlagt at de i skattekisten finder isvafler fyldt med lidt slik og en legetøjsdiamant. 

I isvaflen kunne de så få en kugle is hos mig. Fordi det regnede skulle jeg forberede kaffebord og is i en af vores hytter i baghaven. Det tog selvfølgelig mere tid end i haven lige ud til køkkenet. Da jeg endelig kom ud med det sidste og isen, sad alle børn allerede og spiste frugterne og kagen. Min mor havde besluttet at holde en pause under skattejagten for at se om regnen ville holde op. Og det slog mig ud. Jeg har brug for forudsigelighed, jeg havde planlagt det hele, der var en rød tråd. Jeg blev ked af det og vred. Fyldt med en indre vrede. Vred og sur over at det nu lige i dag skulle regne, at jeg ikke havde mere understøttelse i planlægning og omsætning af festen (eller festerne, der havde været fire fester i løbet af ugen), at jeg bare ville lave en god fødselsdagsfest for Ida og det ikke gik som planlagt, og vred over at jeg blev vred. Troede jeg var kommet længere i min udvikling. Men der havde været for lidt søvn, for mange timer alene med børnene, indkøb, bagning, gave indpakning, urolige nætter, Tut det blev vaccineret og havde dårligt humør….. det jeg havde haft brug for  var en omfavnelse, kærlige ord og opbakning. Men det fik jeg ikke. Jeg fik Tut på armen og skulle amme. Efter at jeg havde kylet tre pakker is tilbage i fryseren og skældt ud på min mor hvorfor hun ikke lod dem finde den fucking skattekiste så de kunne få is. Nu havde jeg nemlig kaos i tidsplanen. Amningen stod på. Så kunne jeg ikke stå og lege isbod om et kvarters tid. Jeg prøvede at holde tårerne nede og tælle til ti og tage dybe åndedræt. Tut på min arm ville selvfølgelig ikke drikke lige nu. 

Jeg er sensitiv. Jeg har brug for faste rammer og forudsigelighed. Jeg bliver let overstimuleret. Fester og mange mennesker eller børn overstimulerer mig hurtigt. Hvis noget så ikke går som planlagt bliver jeg lammet. Jeg kan ikke hurtigt ændre hele planen. Jeg bliver vred og ked af det. 

Tut smilte til mig og øvede sig i pruttesprog og jeg beroligede mig da en smule. Jeg tog hende i bæresele og en veninde hjalp mig med at finden isen frem igen. Og jeg gik ud og børnene var glade og de blev glad for isen. Min mor var ked af det. Det kunne jeg se og føle. Jeg følte mig dårligt, skyldig. Hun havde brugt sin tid på den her skattejagt. Og det havde holdt op med at regne som hun havde håbet. Det havde været en god ide med en pause. Jeg prøvede at få fat på hende alene og undskyldte. Prøvede at forklare. Men hun forstod mig ikke, ikke hvorfor. Men hun tog da imod undskyldningen. Hvis jeg ikke havde hendes hjælp for tiden, og selvom det kun er en eller to gange om ugen, ville jeg bryde sammen. Jeg viser det ikke ud ad til, men jeg er på mit maks af hvad jeg kan. Jeg ved godt at jeg burde snakke om det. Men der er jo også de mange gode dage. Jeg vil ikke stå frem som den der ikke kan klare tre børn. Men hvornår har jeg sidst haft en times tid helt til mig selv? Uden et barn ved brystet (som nu), uden barnevogn, Babyphone, børn i bilen, lortebleer, skænderier, madlavning, rengøring, oprydning…….. ? Hvornår? I hvert fald ikke de sidste fire måneder. Og jeg trænger til det. 

Efter festen så var afsluttet i går og børnene plus overnatningsgæst var lagt i seng gik jeg også i seng. Jeg blev vækket tidlig og stod op som en robot og lavede pancakes. Jeg er ikke vred mere, i dag er jeg ked af det. Den der dybe, bærende smerte der sidder lige bag ribbenene. Den der presser tårerne ind bag øjnene. Der har været tordenvejr og en masse regn i løbet af formiddagen. Indenfor er det klamt og alt for varmt. Jeg vil ud og ånde noget frisk luft. Jeg har lyst til at løbe indtil mine lunger brænder. Så vil jeg kaste mig på jorden, i det våde græs og blive liggende. Bare ligge og ikke skulle noget som helst. Sådan har jeg det lige nu. Tut har nu ligget flere timer ved det ene bryst, det er hendes yndlingsside og hun vil ikke sove når hun får det andet. Min brystvorte gør ondt. Det gør ikke humøret bedre. 

Er det ikke latterligt? At jeg kan blive så vred og hidsig over sådan noget uvigtigt? Jeg skammer mig. Der er så mange ægte problemer i verden. Men alligevel betyder det noget for mig. Hvad har jeg så lært af det? 

– der bliver ikke inviteret flere børn end den alder barnet fylder

– jeg skal aftale festens forløb bedre med dem der hjælper til

– hvis der sker uforudsigelige ting, så vil jeg prøve at finde ind i den nye situation uden at blive vred

Jeg håber at dagen alligevel bliver vendt til noget godt endnu. Jeg vil ikke bruge tiden på at være vred eller ked af det. 

One thought on “I kamp med den indre vrede

  1. Ærligt og modigt skrevet. Jeg kan genkende mig selv i meget af det, du skriver. Jeg er selv særligt sensitiv og samfundet i dag er ikke altid lavet til os, der skal have tingene serveret mere roligt. Men jeg finder trøst i musikkens verden.
    Det kan lyde banalt, men jeg har et kort hvorpå der står “It’s not a bad life, just a bad day”. Den sætning har hjulpet mig flere gange end jeg kan tælle.
    Du er modig, Janneke. Og det at være modig, kræver af og til at man er virkelig sårbar.
    Til sidst et lille citat min mor altid har sagt til mig:”Selv i regnvejr, husk da på, at himmelen igen bliver blå” 🙂

    Liked by 1 person

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s