At læse er at leve 

I dag er en stor dag. I dag har min datter på fem knækket læsekoden. Eller i hvert fald læste hun et stykke tekst op hun ikke havde set før. Og her til aften læste hun to sider af en letlæse bog for mig. Og det er stort. Ikke fordi hun først er fem og har lært sig at læse, for jeg har bevidst ikke øvet med hende, kun svaret når hun spurgte. Men fordi det åbner op for en helt ny verden for hende. En verden af fantastiske fortællinger og viden. Jeg har selv været vild med at læse. Hver gang der var bibioteksdag på skolen slæbte jeg en pose fyldt med bøger hjem. Jeg brugte rigtig meget tid på at læse. Jeg husker tydeligt den følelse der opstod når man læste de sidste ord på sidste side. En tomhed, sørgmodighed. Jeg kan huske at jeg blev sur når historier havde en åben slutning. Jeg kunne bedst lide happy ends. Og jeg ved at Ida vil blive lige så glad for bøger som mig. 

Ida er et ønskebarn. Ida har to fædre. Anders er hendes far og hendes biologiske far er Papa. Da jeg kom sammen med Idas papa var jeg atten år og han fjorten år ældre. Mit liv havde på daværende tidspunkt været ret vild og kaotisk. Jeg længtes nok efter noget mere konstant. Noget der var sikker. Min far havde fået kræftdiagnosen samme år. Jeg skulle afslutte gymnasiet og vidste ikke hvad jeg så skulle stille op. Jeg havde drømt om en kunsthøjskole i Danmark eller forfatterskolen. Men jeg kunne simpelthen ikke flytte for langt væk fra min far. Sådan følte jeg i hvert fald. Dette forhold gav mig måske den stabilitet og retning som jeg ønskede mig. Han havde en søn fra sit tidligere forhold. Det afskrækkede mig ikke. Jeg kunne jo godt lide børn. Set i bakspejlet var jeg naiv. Der gik ikke lang tid inden jeg selv ønskede mig et barn. Jeg så og følte hvor meget han elskede sin søn og at jeg aldrig ville kunne nå det samme sted som ham. At blive elsket så højt. Det måtte være noget særligt. Kærligheden til sit barn. Og uanset hvor meget indsats jeg gjorde for forholdet og for sønnen, så var jeg “kun” kæresten. Måske ville han værdsætte mig mere hvis jeg også var mor, tænkte jeg. Hvis jeg også fødte ham et barn han kunne elske. Hvis vi blev en rigtig familie. Set i bakspejlet var jeg naiv, et barn redder aldrig et forhold. Han holdt mig hen. Det passer ikke ind i vores liv lige nu. År efter år. Til sidst var jeg desperat, enten vi får et barn sammen eller jeg går fra dig. Sagde jeg. Jeg blev gravid. Jeg følte et meget tæt bånd til barnet lige fra starten. Min far døde året inden jeg blev gravid. Det var et meget meget svært år for mig. Også fordi der var ingen jeg kunne dele min sorg med. Barnet var et ja til livet. Til at ting ender og nye opstår. At livet er et kredsløb. Men jeg var bange. Jeg var bange for fødslen. Afsindigt bange. Bange for at smerterne skulle minde mig om de seksuelle overgreb jeg havde været udsat for. Bange for at det ville åbne op for traumata jeg ikke var parat til at gå i krig med. At jeg ikke ville kunne elske barnet. Så hun vendte sig om i maven igen og resten af graviditeten sad hun som en lille Buddha i min mave. Jeg vidste at hun gjorde det fordi jeg var så bange. Det er jeg overbevist om. Planlagt kejsersnit blev det så. Desværre blev fødslen alligevel en traumatisk oplevelse, det vil jeg fortælle om en anden gang. Jeg vågnede op efter fuldnarkose og den kæmpe mave var forsvundet. Min Baby var væk. Det værste øjeblik overhovedet. Det skulle jo være så skønt men det var det slet ikke. Jeg spurgte om min baby var rask og om hvilket køn det var. En pige, sund og rask. Jeg ville se hende, holde hende. Men jeg skulle vente. Inden fødslen havde jeg taget en stofble med i sengen et stykke tid så den duftede af mig. Jeg havde bedt ham om at han skulle svøbe hende ind i den hvis jeg ikke kunne være der med det samme. Som om jeg havde anet at det ikke ville gå som planlagt. Og endelig, efter alt alt for lang tid blev jeg kørt op til hende. Jeg kom ind på værelset hvor han sad med hende i den store seng og jeg bad (jeg lover at jeg aldrig nogensinde havde følt en så stor længsel før) om at holde hende. Han gav sig god tid til at komme med hende. Hvert sekund var en så stor smerte. Og endelig endelig fik jeg hende op på armen, op til brystet. Og jeg lovede hende i samme øjeblik, at jeg aldrig nogensinde ville give slip på hende igen. Og det gjorde jeg ikke. Vi smeltede symbiotisk sammen. Jeg kunne ikke holde ud at andre holdt hende. Allerede efter kort tid tog jeg hende til mig igen. Jeg kunne ikke tåle at høre hende græde. Det skar igennem marv og ben og jeg fik kvalme. Jeg kunne simpelthen ikke holde det ud. Det var hende, Ida og mig. Alt andet var uden betydning. Jeg var overvælted af den kærlighed. Og med kærligheden kom angsten. En helt ny angst. En der får en til at ligge vågen om natten. Alle forældre kender den. Men mit forhold til Idas far blev ikke bedre af at jeg nu var mor. Men jeg elskede at være Idas mor. Jeg viste hende den skønne og smukke verden. Hun var et stille barn med meget behov for nærvær. Hun iagttog verden omkring sig med sine store brune øjne. Hun lærte tidligt at tale og var finmotorisk meget dygtig. Vi elskede at male sammen. Jeg drømte om at det kunne være dejligt med endnu en lille pige som hende. Da jeg stadig ammede vidste jeg godt at det ikke ville være nemt at blive gravid igen. Det tog sin tid men jeg blev gravid igen. Fra starten var det hele forkert. Vores forhold var tavs. Sådan tavs i at der ligger så mange konflikter under overfladen at man ikke rigtig snakker sammen mere. Han mistede respekten for mig. Tonen blev hård og kold. Jeg drømte en drøm. At jeg blødte og i mine hænder holdt jeg et lille foster. Jeg vidste det ville ske. Der var ikke nok kærlighed til det her barn. Det var helt forkert det hele. Dagen efter skete det. Og selvom de på hospitalet sagde at det ikke betød at jeg nødvendigvis ville miste barnet, så vidste jeg det godt. Og tre dage efter slog det lille hjerte ikke mere. 

En sorg så stor. Og igen var jeg alene om det. Brød sammen på køkkengulvet. Ida trøstede mig. To måneder senere stod jeg ved vinduet i arbejdsværelset. Jeg så ned på gaden. Jeg så på de andre rækkehuse. Jeg følte mig tomt indvendigt.  Der var ingenting tilbage af mig. Af den jeg havde været engang eller ville være. Sådan kunne og ville jeg ikke leve. Jeg sagde til Idas Papa at jeg ville flytte ud, at jeg ikke kunne fortsætte sådan. Enorme skyldfølelser fulgte mig lang tid efter. Og det var hårdt. Jeg havde jo heller ikke ønsket mig at det skulle være sådan for Ida. Men vi fandt ud af det. Og når jeg ser tilbage på det så havde vi en fantastisk tid. Selvom jeg følte mig skyldig og mit hjerte bristede når jeg skulle aflevere hende til sin Papa. Vi var så tæt sammen igen i vores symbiose. Hun gik til en sød dagplejemor to gange om ugen og resten passede jeg hende. Da hun fyldte tre skulle hun starte i børnehave. Men det gik anderledes end forventet. Når jeg hentede hende ved middagstid flippede hun total ud. Jeg havde aldrig oplevet hende sådan før. Hun slog, skreg og bed. Det var som om nogen havde skiftet mit barn ud med en besat i løbet af formiddagen. Selvom hun maks var i børnehaven tre dage om ugen, så var det ikke godt for hende. Hun ville ikke derhen. For meget larm hun ikke kunne overskue. For lidt struktur. Jeg læste og spurgte og læste og forskede og fandt frem til HSP, højsensitiveperson. Det åbnede øjnene for mig og mine øjne for min datter. I mellemtiden havde jeg mødt Anders og Ida elskede ham med det samme. Hans åbne og ukomplicerede måde overfor Ida gjorde det nemt at vi kunne vokse sammen til en lille familie. Vi købte hus og skulle flytte. Og hvis vi ikke havde det, så ville vi alligevel have flyttet Ida over i en anden børnehave hvor de havde taget hensyn til hendes behov. Den nye børnehave passer meget bedre til hende. Der er mere plads, mere natur og mindre larm. En struktureret hverdag, ugeplan og ritualer. Når hun har valget vælger hun stadig den dag i dag at blive hjemme, men hun kan godt lide at gå i børnehave efterhånden. Ida fylder seks om to uger. Men hun kommer ikke i skole i år. Hun kan læse, hun kan læse uret, regne, binde snørebånd og lave alle de ting og mere man skal kunne for at blive kaldt for skoleklar. På det ene plan. Men for at være skoleklar skal man også være klar til at kunne takle en hverdag omgivet af mange andre børn. Fremmede børn. Larm og støj. Man skal kunne håndtere konflikter, kunne sige fra. Og der har Ida brug for lidt mere tid. At opbygge mere selvtillid og lære at håndtere konflikter uden at de fylder hele dagen efter at de er afsluttet. Heldigvis er vi som forældre og pædagogerne enige omkring dette. 

I dag handler det meget om hvad vores børn præsterer af kundskaber. At de hurtigst muligt skal kunne en helt masse faglige ting. Men vores børn er mere end dette. Og for at blive et helt menneske skal der mere til. Derfor er jeg stadig meget meget stolt over at hun kan læse, men ikke fordi hun så kan sidde i skolen og prale med det. Men fordi jeg ønsker hende at det åbner den samme fantastiske verden af ord op for hende som den gjorde for mig. For at dette bliver en værdifuld del af hendes udvikling til et helt menneske. 

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s