Men jeg har minder

Nogle gange har jeg lyst til at grine højt, andre gange har jeg lyst til at skrige. Jeg har en glæde i mig som er så stor og taknemmelig. Og der er en vemodighed og sorg i mig der lammer mine tanker og der suger i maven. Kender i det? Det har altid været svær for mig at bare have det godt. Sådan i midten. Jeg har tit enten været meget lykkelig eller meget ked af det. 

I dag havde jeg endelig tid til at være ude i skurvognen igen. Jeg fik arbejdet videre på at indrette min arbejdsplads derude. Jeg fik samlet en lille reol der sidder for enden af mit skrivebord. På den har jeg plads til at stille pensler, farver og blyanter. Men den fungerer også som en slags sættekasse hvor jeg stiller ting på og i der betyder noget for mig. De fleste ting har en forbindelse til min far. Småting han ejede engang. Alligevel er de betydningsfulde. Jeg var næsten ved at græde så højtideligt føltes det. Og så dejligt at de finder en plads.  

Et brugt viskelæder med et fyrtårn på. 

En blyantspidser af metal. 

Et læderetui til at have tre blyanter i. 

En sten slebet som en sommerfugl. 

En terning. 

Min far havde mange ting. Ikke at han havde mange dyre ting. Eller store ting. Han havde en masse småting. Minder. I hans lejlighed kunne man altid opdage noget nyt. Da vi skulle opløse hans lejlighed var jeg ikke i stand til at smide ting ud. Jeg havde en masse kasser stående med hans ting. Efterhånden har jeg været igennem kasserne mange gange. Tingene er skrumpet sammen til det mest betydningsfulde. Det er ikke “værdifulde” ting. I den forstand at de ikke er meget værd. Men jeg har minder der er knyttet til dem. Og de kan ikke vejes op i penge. 

Når jeg holder på viskelædderet så ser jeg ham sidde for mig. På sin gamle og slidte lænestol med fåreskind på. Han læser i en bog. Han læste altid i en bog. På det lille bord ved siden af ham ligger læderetuiet til en blyant som han tager notater med, en regnbuefarveblyant som han markerer med og en sprittusch. Jeg kender farverne på dem, mærket, hvordan de føles. En blyantspidser ligger ved siden af og et viskelæder. Den gamle lampe giver kun svagt lys, ellers er det mørkt. Han tager læsebrillerne af og ser på mig. 

Minder er dejlige og de gør ondt. Jeg kan aldrig holde ud at kigge for længe på dem. Jeg har også den der drøm der altid vender tilbage. At min far kommer hjem. Og jeg ved ikke hvordan jeg skal forklare ham at hans lejlighed ikke mere findes. At hans ting er væk. I hvert fald næsten alle. Men jeg kunne give ham de her ting. Læderetuiet og viskelædderet og blyantspidseren. Så kunne han sætte sig ned og læse endnu en bog. Og jeg kunne komme hen til ham og sætte mig overfor. Og han ville tage sine læsebriller af og se på mig. Hvis han bare kom hjem. 

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s