Om at finde nærvær igen

For lidt tid siden fortalte jeg på bloggen om hvordan min søn på to kunne drive mig til vanvid. Ja, at det faktisk gik over det jeg kunne rumme. Jeg blev aggressiv i min fantasi. Jeg har gået og tænkt meget over det. Og det gik op for mig, at han selvfølgelig afprøver grænser. Det er helt almindelig i hans alder. Og det skal vi som forældre have en strategi på hvordan vi møder ham på så. Og det har vi. Han får sagt ting tre gange nu, fx når han bliver ved med at slå Ida. Efter tredie gang får han pausetid oppe på sit værelse. Så må han komme ned igen når han er klar til at undskylde. Det virker ret godt. Konsekvens er vigtig. 

Jeg oplever tit forældre der truer deres børn med “tomme konsekvenser”. Det kender i sikkert godt :”så må du vente i bilen” eller ” vi kommer ikke her igen” osv. Men det bliver ikke til realitet og det ved børnene selvfølgelig efterhånden godt. Men hvad skal man gøre i sådan en situation? Herhjemme er det nemt nok med at finde et sted til en pause, til at barnet kan trappe ned og være klar igen. Det er ikke så nemt et andet sted. Har i fundet strategier der? Så lad mig endelig høre. Jeg gider ikke at straffe børnene, som i at nu får du ikke en is. For dermed straffer jeg mig selv. Jeg havde også glædet mig til en is. Og jeg holder ikke af at straffe i direkt forstand. Men hvem ved, måske får Malte mig jo ud i helt nye situationer hvor jeg så må tænke om igen. 

Men tilbage til nuet. Det ene er at være konsekvent overfor Malte. Det andet er, at han bare har brug for mig. Han har måtte give afkald på sin mor meget den sidste tid. Fødslen og den første tid med baby har været hårdt. Ikke kun for mig. Før Linnea blev født sov han i min arm hver nat, pludselig var det forbi. Anders havde taget seks ugers barsel så han kunne kompensere en del. Og de havde en virkelig god tid sammen. Men nu er Anders på arbejde igen og Malte skal fokusere på mig igen, i hvert fald det meste af dagen. Og han savner sin far. Og mor er anderledes. Så han har brug for ekstra opmærksomhed og nærvær. Og siden jeg prøver at være mere hos ham, altså sådan tilstede, er det blevet meget bedre. Jeg har igen fået øjnene op for hvor dejlig han er, hvor hjælpsom, hvor sjov og kærlig. Det er super dejligt og jeg vil prøve at bruge mere tid bevidst sammen med ham. Måske en gang om ugen hvor han bliver hjemme fra børnehave. Eller om eftermiddagen når Ida er sammen med veninder eller mormor. Jeg er glad for udviklingen og det er igen blevet tydeligt at vi ikke skal finde fejlene i vores børn men se den hele situation an. 

Ellers har vi haft en travl weekend. Men vi nåede at plukke jordbær og lave marmelade som planlagt. Det bliver dejligt at nyde den når dagene bliver mørkere og regnfulde. 

Jordbæruendelighed
Det eneste barn jeg kender der ikke kan lide jordbær

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s