Har du overhovedet tid til dig selv?

I går spurgte en veninde mig lige præcis dette spørgsmål. Har du overhovedet tid til dig selv? Jeg svarede at det ikke var ret meget, og den tid der var brugte jeg på min blog. Som lige nu hvor Linnea ligger og sover (endelig) og der er tyve minutter til at jeg skal afsted igen for at hente Malte og Ida fra børnehave. Jeg har været afsted i dag for at handle ind og jeg har ryddet op og støvsuget derhjemme. Via babyphone kan jeg høre at Linnea er ved at vogne igen. Hun er blevet vaccineret i forgårs og er meget pivret. Hun vil helst sove ved mit bryst, hvilket jo ikke kan lade sig gøre det meste af dagen. Jeg har haft hende i bæresele mens jeg ryttede op og støvsugede og derfor har jeg nu ondt i ryggen.

 Ved siden af mig står en madpakke som jeg hurtigt tager en bid af i ny og næ. Nogen gange laver jeg også en madpakke til mig selv om aftenen, så er der noget sundt der står klart når jeg bliver sulten i løbet af formiddagen, når jeg kunne bruge mere end kun to hænder. I kender det jo sikkert godt. Men mad skal der til for at nerverne er robuste. Og det skal de være. Jeg kan godt lide onsdage, fordi om onsdagen kan Anders køre de store i børnehaven. Det er dejligt. Men tid til mig selv? Hm, altså sådan rigtig rigtig hvor man slapper af og kan lade tankerne flyve nej, det har jeg ikke. Det er mere en udnyttelse af de minutter der pludselig er frie fordi Linnea er faldet tidligt i søvn om aftenen i sin vugge ( i stedet for at ligge og få bryst fra 18:30-21:30 ), eller som nu hvor hun sover i sengen. Tit skriver jeg på mobiltelefonen når Linnea ligger ved brystet. Det er svært og tager meget længere. Og sådan rigtig fordybe sig i et emne kan man heller ikke. Men, jeg ved at den tid kommer igen. Og det er jo dejligt at tage sig af børnene, det er meningsfuldt. Og det handler også om at prioritere. 

Jeg kunne nedprioritere maden. Arbejde med færdigretter og købe i stedet for at lave selv. Men det stræber mig imod. Mad har en dybere værdi. At lave mad og at bage er for mig en slags meditation. Jeg slapper af. Og jeg elsker hjemmebag og smagen af friske grøntsager. Og det gør mig glad når jeg kan se glade ansigter omkring spisebordet. 

Jeg kunne nedprioritere oprydning og rengøring. Men hvis i tror at det er mega opryttet og rent herhjemme så tager i fejl. For det kan simpelthen ikke lade sig gøre. Nu ser det opryttet ud, men om cirka fyrre minutter når børnene kommer hjem, så tager det ikke længe og det er ikke at se mere. Og mange ville sikkert synes at det kunne være renere. Men jeg synes at det er ok. Hvis jeg havde flere arme og mere tid ville jeg måske bruge lidt mere tid på det, men heller ikke overdreven. Det kommer aldrig til at se ud som i boligmagasin hjemme hos os. Men bruge mindre tid på det, så ville jeg føle mig utilpas. Og når det roder meget så roder det også indeni mig. Det bliver sådan uoverskueligt og det kan jeg ikke lide. Nu kan jeg høre at Linnea vogner for alvor og jeg skal smutte hen til børnehaven om lidt.Måske er der tid til at skrive senere.

(19:55) 

Så er jeg tilbage. Med den lille Tut ved brystet og mobilen. Vi havde en hyggelig og rolig eftermiddag i haven. Jeg lavede pandekager med ost og purløg fra haven med resten af dejen fra i morges. Det smagte lækkert. 

Hvad var spørgsmålet? Tid til mig selv. Ja, hvad betyder det egentlig? For er mine børn ikke en del af mig? Og har jeg ikke taget valget om at få tre børn bevidst? At have et gammelt hus og en kæmpe have der  har brug for omsorg og plejning, var det ikke også bevidste valg? Jo, og jeg har ikke fortrudt. Men også jeg har den der følelse af at nu har jeg simpelthen brug for at være selv. Og det er ret naturligt vil jeg tro. For mig er det øjeblikke hvor jeg kan trappe ned, ånde igennem og stirre. Stirre ud i luften. Det er som om alt omkring mig bliver langsommere og til sidst er jeg i nuet. Ellers er man tit alle mulige steder i hovedet. Hvad skal der handles ind? Hvornår kommer legebesøg? Hvad skal vi spise? Hvor er madkasserne? Malte skal have flere bleer med i morgen! Hvad skal Ida have i fødselsdagsgave? 

Det er mit sidste barn, min sidste baby. Jeg har ladet mig sterilisere. Og jeg vil nyde det. Hvert øjeblik. Tiden går alt for hurtigt. I morgen fylder Linnea 12 uger. Allerede. Jeg vil have hende sådan her for evigt, og på den anden side er jeg spændt på hvordan hun udvikler sig. Jeg vil lære hende at kende. Det glæder jeg mig til. Men lige præcis den viden, at hun er det sidste barn jeg har fået, gør det meget nemmere at give afkald på “tid til mig selv” eller “kærestetid”. 

Det første år bliver hårdt. Det vidste vi godt. Og når man ved det og ved hvor hurtigt et år går forbi, så er det nemmere at acceptere. Men prøv at se: 

Lille citronmåneøjne smileprinsesse

PRICELESS

Så i derude, lad være med at udsætte jer for noget stress og krav i producerer i jeres hoveder. Om hvordan det burde, skulle være. Tænk i nye og andre baner! Skal jeg nu virkelig det her? Hvem kan aflaste eller hjælpe mig? Inkluder fx børnene i oprydning, det kan fint lade sig gøre. Overse vasketøjsbunkerne af og til og dyk ned i en chai og et godt blad. Og husk! LÅS døren hvis i vil skide i ro! 

Nu vil jeg finde mig en bikini på nettet. Prøv at Tjekke det her ud. Det er Mango Violetta, med almindelige kvindemodeller. Meget fedt. I like A lot !!!! 

 

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s