Når livet gør ondt #2

Jeg vil skrive mit andet indlæg i kategorien “når livet gør ondt”. De her indlæg handler om episoder i mit liv hvor jeg følte at livet på den ene eller anden måde gjorde ondt. En smerte der til dels var fysisk, men nok mere på det indre plan. En smerte der fik sjælen til at skælve eller briste. En smerte der førte til depression, til tanker om selvmord, til at skade sig selv, til at være fortabt og håbløs.

Du kan læse det første indlæg her
Det er svært at gå i gang med dette indlæg. For det handler om det skønneste, den første kærlighed, og det værste, seksuel overgreb, man som ung kan udsættes for. Det er svært at finde ordene, de rigtige ord. Jeg har gået i gang et par gange, og lukket ned igen. Jeg kan mærke at jeg på samme tid gerne vil få det ned på papir og at min krop afleder mig. Lad mig prøve. Eller- hvad vil jeg overhovedet fortælle om det? Hvor sårbar vil jeg gøre mig overfor alle jer? Jeg ikke engang kender. Jeg har arbejdet længe med denne episode i mit liv for ikke mere at føle at det var min skyld. Mange samtaler ved forskellige psykologer. Jeg fandt først fred for tre år siden. Næsten tyve år senere.

Jeg er tretten år. Jeg har det svært derhjemme. Min søster har spiseforstyrrelse. Min mor kan ikke takle situationen. Mine forældre er skilte. Min far bor i samme hus, men tager ikke ansvar. Jeg har ingen at snakke med. Ingen jeg kan snakke med om den forandring der finder sted. I mig, i min krop. I folkeskolen var jeg usynlig for drengene. Jeg var heller ikke interesseret i dem. Jeg kom på gymnasiet og pludselig var alt anderledes. Drenge begyndte at interessere sig for mig, vi drak alkohol og jeg røg hash. Jeg prøvede tungekys. Det var spændende og ulækker på samme tid. Men jeg var ikke forelsket. Jeg vidste ikke hvad det var for noget. Men jeg havde læst en masse bøger om hvordan det skulle føles, den store kærlighed. Jeg klippede mit hår, jeg farvede det rødt, jeg gik i flippet tøj, jeg begyndte at spille guitar og skrive sange. Jeg brændte mig selv på underarmene med en lighter.

Jeg mødte ham på gågaden. Han gik med en ven og delte aviser ud. De satte sig hen til os. Først viste han mere interesse for min veninde, men der var et tidspunkt hvor vi så ind i hinandens øjne og der skete det så. Som et sugen og susen der bredte sig i hele kroppen. Sommerfugle der bredte sig ud efter en eksplosion i maven. Jeg forelskede mig. Rigtig, rigtig meget.

Han skrev digte og gav mig dem. Jeg gjorde det samme. Det var så uskyldigt, rent, ægte. Det var dybt, fortryllende og smukt. Det var specielt, noget særligt. Jeg kunne genkende hans duft over lang afstand. Der skete nærmest overnaturlige ting når vi var sammen. Da vi kyssede for første gang var jeg overbevist om at jorden stod stille. At tiden gik i stå.

Han var fire år ældre end mig. Han var den eneste jeg havde. Den eneste jeg følte at jeg kunne stole på. Jeg var så naiv. Jeg var så uskyldig og ung. Jeg troede jo at han havde det præcis på samme måde. På hans værelse var der plakater af nøgne kvinder med store bryster. Han tog i byen med sine venner og de tog stoffer. Han fik mig til at prøve ecstasy, jeg kunne ikke tåle det. Han efterlod mig alene hjemme hos sig og tog alligevel afsted med sine venner. Jeg kastede op og talte med Zelda hele natten. Jeg vidste hvad det hele løb ud på. Jeg ved ikke hvornår jeg fik denne fornemmelse for første gang. Men den kom krybende. Hvis jeg ville beholde ham som kæreste, så skulle det ske. Han ville have sex. Og hvis jeg sagde nej, ville han gå fra mig. Jeg ville være alene igen.

Hvad skal jeg skrive om den dag? Det var varmt, det var sommer, jeg kørte hen til ham med cykel.

Det gjorde ondt, det var forkert, mit inderste råbte nej, jeg tav, jeg kunne næsten ikke cykle hjem. Syv forbandede kilometer. Min sjæl løsnede sig fra min krop. Den bristede. Min krop blev noget som jeg hadede. Jeg hadede mig selv fordi jeg ikke turde sige nej. Ingen jeg kunne snakke med.

Det var stadig sommer. Han kom på besøg. Der var noget forkert i hans blik. Vi sad på sengen. Han så ned. “For at gøre det nemmere har min far sagt at jeg skal sige til dig, at jeg er blevet homoseksuel.” Det sagde han. Jeg hørte ikke mere. Blodet susede for mine ører. Mine ben rejste sig fra sengen. De begyndte at løbe. De løb over kløvermarker, over sand, over skovbund. På et eller andet tidspunkt lettede jeg fra jorden og løb op igennem skyerne og ud i rummet. Hvis jeg troede at jeg havde mistet fodfæste i livet før, så blev jeg nu katapulteret med lysets hastighed ud i et sort hul. Mit hjerte bristede. Stykkerne fløj i alle retninger i en kæmpe eksplosion. Derefter var alt stille.

100_6264

Vi kom sammen igen, vi gik fra hinanden, igen og igen. Indtil jeg ikke kunne mere. Jeg var så ødelagt og i stykker. Året efter fik jeg Alopecia, hvilket er pletvis tab af hår. Jeg blev nød til at klippe mig skaldet til sidst. Der er nogle der mener at det skyldes psykisk stress. Jeg var fjorten år og skaldet. Med femten fik jeg fjernet en galdesten på størrelse med et bolsje. Nogle mener at galdesten skyldes psykisk stress. Jeg bad min mor køre mig på psykiatrisk afdeling. Hvis jeg ikke fik hjælp nu, ville jeg slå mig selv ihjel. Hun vidste ikke hvad der var sket, vi snakkede ikke sammen. Hun kørte mig hen, men tog mig med hjem igen. Hun syntes ikke at jeg hørte til det sted.

Jeg tog i stedet på efterskole. Jeg fandt den skole i Danmark der lå længst væk fra hvor jeg boede. I København. Jeg fandt en sød psykolog. Hun lavede te til mig og bare lyttede. Det var dejligt. Jeg begyndte at male. Jeg skrev stadigvæk sange. Det gik fremad. Langsomt. Meget langsomt.

For fire år siden var jeg igen til psykolog. Hun sagde til mig at jeg skal afslutte det på en måde. Jeg skrev et brev til ham, et ærligt brev, hvad det havde gjordt ved mig og min krop, ved mit liv. Jeg sendte ham digtene, ringen han havde givet mig engang, alt. Jeg fik hans adresse fra en gammel bekendt og sendte pakken afsted. Det var afslutningen. Jeg var lettet. Jeg regnede ikke med et svar.

For et par måneder siden fik jeg en besked via Facebook. Fra ham. Han skrev at han var ked af det der var sket og at han undskylder. Måske tror du nu at jeg brød sammen grædende foran skærmen? Endelig en undskyldning efter alle de år, tænker du måske. Det eneste jeg følte var lettelsen over at det ikke havde været noget jeg kun havde bildt mig ind. For det kan man komme til at tro på som kvinde. At det er ens skyld. Lettelse over, at den smerte og alt det svære det medførte, havde taget sit udgangspunkt i et overgreb på min krop af en person der nu tog ansvar for det. Næsten tyve år senere.

1999

Ich versuch dir jeden Tag alles von mir zu geben

ich bring ein Lächeln auf dein Gesicht

ich will nicht ohne dich leben auch wenn meine Seele daran zerbricht

doch jedes mal, wenn du mich berührst

wird meine Haut elektrisiert

und wenn du mich hältst und du nicht merkst das ich mich wehre

du siehst nicht eine Träne.

Geh bitte leise, wenn du mich verlässt

geh leise und weck nich den Sturm

Geh bitte leise, wenn du mich verletzt

geh leise und weck nich den Sturm der in mir wächst.

Prinz und Prinzessin, du und ich

soll es so sein oder soll es so nicht?

Ich glaube noch an Märchen und verliere mich.

Hallo Seele warum bist du so still? Ich mach doch das, was er will.

Ist dir das jetzt auch nicht Recht? Ich sprech mit meinem zweiten Ich.

Geh bitte leise, wenn du mich verlässt

geh leise und weck nich den Sturm

Geh bitte leise, wenn du mich verletzt

geh leise und weck nich den Sturm der in mir wächst.

Ich kämpfe mit dem Schlaf jede Nacht, meine Seele verliert an Macht

Ich laufe fort in das Licht und verliere mich.

Ich verliere mich.

Geh bitte leise, wenn du mich verlässt

geh leise und weck nich den Sturm

Geh bitte leise, wenn du mich verletzt

geh leise und weck nich den Sturm der in mir wächst.

( optaget i øveren 2002 )

 

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s