Når livet gør ondt #1

Livet er noget kompliceret. Og det er ikke ligeud. Nogen gange er det en cirkel. Andre gange en spiral, opad eller nedad. Det kan også føles som en boomerang der kommer susende tilbage og klasker dig én lige midt i fjæset. Livet er hårdt. Og livet er dejligt.

Alt det vi oplever former os som menneske. Har vi indflydelse på det der sker for os eller omkring os? Det er der delte meninger om. Vi kan tage indflydelse på vores samfund og dermed ændre den verden vi lever i. Men de store ting, har vi indflydelse på dem? Hvorfor er jeg den jeg er og hvad er meningen med det? Der er ingen mening vil nogen sige.

Er du bange for at dø? Jeg tror ikke at det at dø i sig selv er slemt. Altså selvfølgelig hvis det er en langsom død og du skal lide meget, så er det slemt. Men jeg mener det øjeblik hvor du rent faktisk forlader din krop. Det er ikke slemt. Det der er slemt det er at blive efterladt. Det er at stå tilbage i livet uden den person som man har elsket. Hvis jeg skulle dø nu her, så ville jeg være ked af at jeg ikke har haft mere tid. Mere tid til at se mine børn vokse op. Mere tid sammen med min elskede mand. Mere tid sammen med min familie og mine venner. Mere tid til at have betydet noget for nogen. Men det ville være hårdere for dem.

Da jeg var i overgang fra det at være barn til at blive ung lagde jeg mærke til en forandring. Fra at man var en slags del af noget, en hverdag med routiner og faste rammer, så begyndte livet pludseligt at handle om én selv. Om at tage valg, om at ens krop tog en form og forandrede sig, om at der dukkede følelser op man ikke kendte før, om at man pludselig følte sig som et centrum hvor tingene som i et solsystem fløj omkring. Jeg havde svært ved at falde til. Meget svært. Jeg havde det svært hjemme med min mor og min søster, mest fordi de havde det svært indbyrdes. Jeg havde en far der ikke var far men en ven og som ikke tog ansvar men gav mig frihed. Grænseløs. Jeg var grænseløs. Jeg svævede ude i rummet og følelser og forandring fløj vildt omkring mig. Og de ramte mig. Ramte mig hårdt. Og livet gjorde ondt for første gang. Ikke ondt som da jeg faldt og slog knæet, da en bi stak mig eller da jeg glemte at jeg kørte på en drengecykel og hoppede ned på stangen (fuck det gjorde mega ondt!). Men det her gjorde ondt indeni. På en gnavende og luskende måde. Og der var ingen der holdt mig, ingen der satte rammer. Ingen der føjede tyngdekraft til mit solsytem. Og jeg følte mig fortabt. Jeg gik fortabt i mig selv. Og for at føle at jeg stadig var der, tog jeg en lighter og varmede sølvkanten til den glødede og jeg holdt den mod min underarm og den brændte sig ind i kødet. Og jeg blev lettet, og jeg kunne mærke tyngdekraften der trak mig tilbage på jorden. Jeg græd ikke, det gjorde ikke ondt, det var dejligt. Jeg var her stadig.

Handicap

Jeg har lyst til
at rive mit hjerte ud
lægge det i dine hænder
og sige

Gider du ikke lige holde det her
et øjeblik

(Lola Baidel)

One thought on “Når livet gør ondt #1

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s