Den dag Malte bed sin tunge over

I kender de dage. Alt er godt. Det havde været en stille og hyggelig morgen. Og så falder Malte på 18 måneder uheldigt over det lille trin ind til stuen. Far tager ham op. Han bløder. Som erfaren mor ved jeg godt at det altid bløder meget, hvis det er munden. Men han bløder SÅ meget at jeg næsten med det samme sige til Anders “Ring til en ambulance”. Jeg prøver at kigge i Maltes mund. Jeg kan se at det er galt med tungen. Meget galt.

 

IMG_1702
Vi venter på læge nummer tre…. Malte er så tapper

Det tager alt for længe til den skide ambulance kommer. Vi bor langt ude på landet og det er ikke nemt at finde frem, så Anders løber ud til vejen. Endelig kommer den. Vi skal med på hospitalet. Jeg ved ikke noget. Mit hovede er tomt og jeg pakker hurtigt en taske. Jeg ved ikke hvad jeg skal pakke ned. Jeg er stadig i nattøj. Fuck det. Jeg skal lægge mig på briksen og Malte bliver lagt op på mig. Jeg ammer ham stadig og det gør jeg hele vejen til sygehuset. Det er et godt tegn siger de. Var det en dame eller en mand? Han spørger en masse. Jeg kan ikke huske hvornår Malte blev født. Jeg kan ikke huske noget som helst. Jeg holder det her barn i mine arme, så fast så fast. Jeg er bange. Mit hovede suser.

IMG_1703
Blod

På hospitalet kommer vi ind i et rum. Det er alt for varmt. Vi venter. Hvert sekund føles endeløst. Endelig kommer der en. Er hun læge? Jeg ved det ikke. Hun kigger Malte i munden. “Uha, ja, det må kirugen se på. Jeg tror ikke at det skal opereres. Vi må se.” Vi er en smule lettet. Vi venter igen. Mine hænder ryster. Vi får ringet til Idas far og hun bliver hentet. Næste læge kommer. Han siger at Malte er heldigt. Han har bidt tungen over, men den hænger stadig fast i siderne. – Juhu – Men, han mener at den skal sys under fuldnarkose. Vi er total rundt på gulvet. Han siger at overlægen skal kigge på det. Da han lukker døren er vi total opløste. Det har holdt op med at bløde, Malte løber rundt om briksen. Igen og igen og jeg er bange for at han løber ind i noget eller falder. Mine nerver er så tynde som spindelvævstråde i tåge. Overlægen kommer. Han sætter sig. Han udstråler ro. Jeg prøver at ånde ind og ud ind og ud. Han kigger Malte i munden, klapper tungen op. Det er mig der holder Malte og jeg er ved at besvime. Jeg er ikke god til det der med blod. Han siger at han ikke vil operere men vente og se. Det skal nok vokse sammen igen. Han har også en søn og hvis det var ham ville han ikke ønske en operation for sit lille barn. Nej selvfølgelig ikke, det er der vel ingen der ønsker sig! Har jeg lyst til at råbe, men jeg gør det ikke. For det er da en god nyhed. Vi skal give ham noget mod smerter og tage til børnelægen om to dage og komme igen om en uge.

IMG_1711 (1)
Et par dage efter uheldet

Selvfølgelig kommer der betændelse i såret og Malte skal tage antibiotika. Men i dag kan man næsten ikke se den fine streg mere hvor tungen voksede sammen igen.

Har i oplevet lignende med jeres børn? Det er bare frygteligt når sådan noget sker. Anders og jeg er fast besluttet på at tage et første-hjælps-kursus til børn, så vi ved hvordan vi skal reagere de næste gange. For de kommer bestemt.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s