Det at sige undskyld

Kender i føelsen af at man på en dag elsker sine børn og sit liv umådelig meget og få timer, minutter eller sekunder senere har lyst til at kaste dem mod væggen og bare tude og råbe og skrige? Jeg betragter mig selv som en ret tålmodig person, og det tror jeg også mine børn gør. Der er få ting der får mig til at flippe ud. En af dem er alt for meget larm i for lang tid. En anden er mangel på søvn. En tredje er at være sulten. Og det værste er det hele på en gang:

En sulten mor med mangel på søvn og en flok larmende og skrigende unger!

Så kan det godt ske at jeg hamrer hænderne i bordet og råber “hold nu din mund!” ( Og i mit hovede tænker jeg noget der ville lyde meget værre, men jeg siger det heldigvis ikke ) Og jeg kommer til det punkt hvor jeg måske tager fat i barnets arm en smule for hård og trækker det over til mig i stedet for at be det komme herhen for 125. gang. Og bagefter føler jeg mig elendigt. Jeg er ked af det. Ked af at jeg ikke tidligt nok har sagt fra, har taget en pause, en chokoladebar, et eller andet der kunne have forhindret denne vending på den ellers gode dag. Jeg bebrejder mig fordi jeg ikke kom tidligere i seng dagen inden. Fordi jeg ikke har lavet aftensmad om formiddagen og være bedre forberedet på ulvetimerne.

Hvis jeg har skældt rigtig ud, og det rammer mest den ældste, så går jeg op igen på hendes værelse efter at have puttet hende. Før dette sker har jeg været sur, sådan rigtig sur. I mit hovede har jeg skældt ud på alt og alle og mest mig selv. Jeg har måske endda grædt. Tårer af overbelastning og fortvivlelse og resignation. Derefter har jeg bare følt mig tom indeni. Og så blev jeg ked af det. Derfor går jeg op igen til mine børn. Jeg siger “hør her, jeg har overreageret og er ked af at jeg har skældt sådan ud. Jeg har været træt og det var for meget det hele. Derfor vil jeg sige undskyld. Er vi gode igen?” Og min datter plejer at sige “jaja, alt er ok mor.” Hun tager det slet ikke så tungt som jeg.

Og jeg synes at det er fedt. Fedt at jeg undskylder for, at jeg har gjort en anden ked af det. Det var mine forældre ikke særlig gode til og derfor vil jeg gøre en forskel. Også fordi jeg er sikker på at det gør mine børn til bedre mennesker. Det at sige undskyld kan være svært, rigtig svært. Det er stadig meget svært for mig at undskylde overfor min mand, men jeg bliver da bedre til det. Måske er det fordi vi tror at vi helst slet ikke skal lave fejl. Det er vel noget af det vi lærer i skolen. Selvom det jo er noget pjat, fordi vi kun lærer at blive bedre idet vi laver fejl. Vigtigt er at reflektere og arbejde på det og ja, at sige undskyld.

Hvordan har i det? Kan i sige undskyld til jeres børn? Er det noget i er bevidste om? Og hvordan er det at sige undskyld til sin kæreste? Hvorfor er det så svært? Har i arbejdet på at blive bedre i ikke at skælde ud? Hvad gør i når i når til det punkt hvor det glider ud af hænderne på én?

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s